I 2025 var tallet fire, men her i 2026 forventer LANDMECO at levere og installere udstyr til 15-20 slagtekyllingestalde.
Den stigende travlhed er et klart bevis på, at efterspørgslen på kyllingekød er vokset markant i disse år, fortæller Morten Jakobsen, salgsansvarlig på det danske marked.
”I øjeblikket får vi en del forespørgsler fra folk, der vil udvide eller ind i branchen, og vi forventer også et højt niveau i 2027,” siger han.
Ifølge Morten Jakobsen er det både eksisterende producenter og nye aktører, der driver væksten.
”Vi oplever mange, der udvider, og samtidig er der nye, som gerne vil ind i branchen. Det gælder både svineproducenter, kvægbrugere og tidligere minkavlere,” siger han.
Den voksende interesse hænger blandt andet sammen med, at kyllingeproduktion i stigende grad bliver opfattet som en stabil og skalerbar driftsform.

Kan stadig levere hurtigt
Selvom efterspørgslen er steget markant, kan LANDMECO stadig levere inden for korte tidsrammer.
”Vi kan levere og installere inventar på to til tre uger, når det er til en slagtekyllingestald på omkring 3200 kvadratmeter med plads til op mod 55.000 slagtekyllinger,” siger Morten Jakobsen.
Ifølge den salgsansvarlige er der fortsat kapacitet til flere ordrer.
”Vi har plads til flere nye producenter, og de skal bare henvende sig,” siger han.
LANDMECO har i dag en stor andel af inventar til det danske slagtekyllingemarked, og det er der ifølge Morten Jakobsen en god forklaring på.
”Vi understøtter kunderne hele vejen med vores eksperter indenfor slagtekyllinger. Her har landmændene mulighed for sparring både før, under og efter kyllingeproduktionen er i gang,” siger han.

Høj aktivitet i markedet
Den positive udvikling gælder hele fjerkræbranchen, for ifølge fagbladet Food Supply er efterspørgslen efter kylling så høj, at danske slagterier må afvise kunder, hvilket har sat gang i byggeriet hos både nye og etablerede producenter.
Andre rådgivere i branchen bekræfter billedet af et marked i høj aktivitet, hvor flere landmænd satser på kylling som en langsigtet forretning.
Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.