Når NutriFair løber af stablen i Fredericia, står aktuel viden højt på dagsordenen. Ud over de traditionelle stande – hvor LANDMECO A/S naturligvis er til stede – byder de to messedage på et konferenceprogram med foredrag om aktuelle emner af forskellig faglig karakter.
På en af de tre scener holder LANDMECO’s Rune Thomsen et oplæg, der tager deltagerne med helt ind i maskinrummet på moderne fjerkræproduktion. Det bliver blandt andet et indblik i, hvad der skal til for at komme godt fra start – og hvordan en eksisterende produktion kan løftes til næste niveau.
”Jeg vil fokusere på de valg, der gør en forskel – lige fra staldindretning og management til de små justeringer, der kan bidrage til stabile resultater. Samtidig vil jeg give mit bud på, hvordan branchen kan styrke både kvalitet og konkurrencekraft i en tid, hvor kravene til dokumentation og effektivitet vokser,” fortæller Rune Thomsen.
Bedst i gang – og undgå faldgruber
Blandt de emner, han i stigende grad bliver spurgt om, er leveringstider på udstyr, service – og ikke mindst rådgivning og sparring.
Især nystartede eller kommende fjerkræavlere efterspørger input og vejledning til, hvordan de bedst kommer i gang – hvad de skal være opmærksomme på, og hvilke faldgruber de bør undgå.
Som Skandinaviens største producent af fjerkræudstyr har LANDMECO altid fokus på at udvikle og tilbyde udstyr, der understøtter effektive arbejdsgange – også på lang sigt.
”Daglig pasning af dyrene, vedligeholdelse af bygninger og udstyr samt rengøring skal fungere optimalt. Det er afgørende, for medarbejdernes tid skal bruges så effektivt som muligt – ikke mindst i Norden, hvor lønniveauet er højt,” understreger Rune Thomsen.
Tid til at gå i dybden
Rune Thomsen og hans kollegaer Morten Jakobsen og Tommy H Krogh står klar på LANDMECO’s stand til en uforpligtende snak. Her kan besøgende også opleve konceptet ’Kylling og kaffebord’, hvor der helt uformelt er tid til at gå i dybden med de spørgsmål, den enkelte landmand har – og få individuel rådgivning.
Konceptet holdes onsdag den 14. januar fra kl. 14.30 til 15.15 og torsdag den 15. januar fra kl. 11.00 til 11.45 på stand A1003.
Der er gratis adgang til NutriFair, og billetter kan hentes på messens hjemmeside.
Tekst: Journalist 📝Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.