Når man træder ind på LANDMECO’s lager i Herning, er det første indtryk, at her er utrolig ryddeligt, og alle varer står ordentligt på gulvet og de mange hylder langs væggene.
En af de seks medarbejdere, der sørger for det positive indtryk af lageret, er 47-årige Thomas Mølgaard.
I oktober 2025 havde han første arbejdsdag, og han er godt tilfreds med, at han faldt over LANDMECO’s jobopslag, der betød, at han kunne skifte jobbet hos et byggemarked i Kjellerup ud med lageret i Herning.
”Jobsamtalen med min chef Frank var en fornøjelse. Jeg kunne hurtigt fornemme, at han var passioneret om lageret, der skulle bygges op. Samtidig var det tydeligt, at Frank selv er et ordensmenneske, der samtidig vil gøre arbejdspladsen så god som muligt for sine medarbejdere.”
Kvalitet frem for kvantitet
Her midt i 2026, ni måneder senere, fortæller Thomas Nørgaard, at det første indtryk og det, han fik at vide til jobsamtalen, holder på alle måder.
”Selv om vi tit har travlt, er der aldrig tvivl om, at vi arbejder ud fra at levere kvalitet frem for kvantitet. Her handler det om ordentlighed og ikke noget med at gøre noget halvt,” siger Thomas Mølgaard, der samtidig har rosende ord til sine kollegaer.
”Det var let at falde til her, og jeg synes, vi er en god gruppe, der hjælper hinanden, og alle tager ansvar. Indtil videre er LANDMECO den bedste arbejdsplads, jeg har været på.”
Når Thomas Mølgaard kalder det den bedste arbejdsplads, er det ikke bare tomme ord. Han har mere end 25 års lagererfaring.
”Her er styr på arbejdsgangene, og der er ikke noget med, at vi farer rundt og stresser hinanden. Det har jeg prøvet andre steder, men her er der ro på, og selv om det i travle perioder kan blive til 10 timer på arbejde, er det aldrig sådan, at jeg kommer hjem til familien og bare har lyst til at gå i seng,” lyder det fra Thomas Mølgaard.
Tillid og ansvar
En anden ting, han glæder sig over, er, at lagerchef Frank Knudsen giver ham og kollegaerne mulighed for at tage mere ansvar og på den måde bygge på det faglige.
”Frank har vist stor tillid til mig ved at køre mig ind som en form for høje hånd, når han ikke er her. Og det er rart, at jeg også kan bidrage med den teamleder-erfaring, jeg har fra mine tidligere job,” siger Thomas Mølgaard.
Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.